BEVAR 1000FRYD! (ENGLISH BELOW)

Vi har fået påbud fra kommunen om, at vi ikke længere må spille højt til koncerter - i praksis vil vi ikke længere kunne spille livemusik, hvilket er grundlaget for vores driftstøtte og eksistens.

Nabobygningen er opført med utilstrækkelig lydisolering, og under byggeriet advarede vi om, at det kunne føre til problemer, og det er nu gået i opfyldelse.

Vi har en underskriftskampagne her - https://www.skrivunder.net/bevar_1000fryd


SAVE 1000FRYD!

We have received a request from the municipality, stating that we can no longer play loud music at concerts - this means in practice that we can no longer play livemusic, which is the bedrock of our existence.

The neighboring apartments have bad sound isolation, which is something we warned about, when they constructed it.

There is a signature campaign here - https://www.skrivunder.net/bevar_1000fryd

Moments

Throughout the past 40 years, many people have had personal and shared experiences at 1000fryd!

We want to save 1000fryd, because it is full of history and it contributes greatly to the cultural life in Aalborg.

Saturday the 22nd of September 2007 / kl 19:30 / GRATIS entre
Meleeh (s) + Kloak (kbh)
Det plejer at være intenst, når Danmark møder sverige, og det gør det med raranti også denne aften. Det kommer til at larme så smukt, når 1000Fryd præsenterer hardcore med emo touch fra Sverige og så en sjat dansk post-hardcore-metal-gang-i-den.

Kloak leverede et mindeværdigt støjinferno af en koncert på dette års roskilde. Hardcore, metal, punk og rock i skøn forening. Svenske Meleeh føjer lidt emo til ovennævnte genrer, men det tager intensiteten bestemt ike skade af.

Og pressen siger:

Geiger (DK) Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg mange gange har klaget over den konservatisme, der hærger blandt danske bands. Ofte har de kopieret de herskende trends i udlandet uden at have megen personlighed at byde på. Men så må jeg jo også være mand nok til at indrømme, at der er sket noget positivt de sidste fem år. Den danske musikscene er blevet større og dermed også mere farverig. De konservative kræfter findes stadig, og nogle af dem har stadig stor succes, men undergrunden sprudler i den grad af spændende navne, som kan konkurrere på internationalt plan, og som kan vaske minderne om eurodancen som Danmarks vigtigste bidrag til den internationale musikindustri væk. Seneste nyopdagelse for mit vedkommende er KLoAK fra området omkring Grindsted og Billund. Firkantet sagt er bandets udgangspunkt hardcore-punk, uden at det dermed rigtigt minder om hverken Black Flag eller Dead Kennedys. Det skulle da lige være, hvad angår energiniveauet. Nærmest alle sangene starter lige på og hårdt med støjende guitarer og druknede, mobile rytmer i højt tempo. Guitaren vælter hylende ud over det hele, når den ikke kaster sig ud i brutalt huggende, nærmest tunge riffs. Anders Jørgen Mogensen er noteret for 'sang', men det meste er nu enten skrig og skrål eller holdt i et talende toneleje. Enkelte gange kommer der rigtig nok passager med en søgende, syngende vokal, men den er langt fra dominerende. Teksterne er primært på engelsk, men iblandet enkelte danske sætninger her og der. Dog ikke i et plat slogansprog som Nephews, men i et varieret sprog, der opfordrer til ungdommeligt oprør, til at tage ansvar og til at deltage i verden. Det, der gør KLoAK usædvanlige, er, udover deres brutale intensitet, den anarkisme, der kommer til syne i og ind mellem sangene. Her og der i numrene er der nemlig små breaks, der byder på behagelige, bløde riffs eller en smuk guitarstøj, der sejler hen over de ellers buldrende arrangementer. Før og efter sangene dukker der også små intermissioner op med psykedelisk folk, nynnende, lette vokaler eller elektronisk fordrejede stemmer. A Boy Getting Pregnant er således én stor proces, der langsomt bevæger sig bort fra en ren aggression, hvor små huller af galskab trænger frem til overfladen, til fordel for en brutalitet, som nærmest kammer over i dødsmetal – og så tager sindssygen ellers over til sidst. Denne sindssyge viser sig først i ”Lamburg Tony”, som med underlige samplede stemmer, et let guitarspil, et repeterende piano og forvirrende legetøjspercussion tager albummet i en ny, overraskende retning. Som sådan er nummeret en digtoplæsning med flermanipulerede stemmer og ringlende klokker, der slår fast, at balancen er tippet. Selvom ”BBBixen” fortsætter i samme tråd som hidtil – dog tilsat en growlende vokal – sker der igen noget i ”Boris With an Apple”. Jojo, der lægges voldsomt ud, men den dobbeltstemmige vokal er klagende på en syret måde, ligesom et break med hylende toner, klokkespil, hurtigt akustisk guitarspil og brummende toner varsler, at der skal til at ske noget andet. En hylende saxofon løber i forvejen for nogle distancerede, storladne hornarrangementer – og da de endelig får lov til at bryde igennem, er det med sådan en kraft, at man uundgåeligt bliver bevæget. Arrangementet får karakter af en hymne med masser af guitarstøj og tunge riffs, som bliver mere og mere kompleks og fyldig. Støjen vokser, sluger de andre dele og dækker dem til under en tung dyne. Dette nummer kunne have været en flot afslutning på albummet, men ”This Heartbreaker” klemmer sig ind til sidst med en tung, dansabel bastromme og klaprende rytmer, der lægger bunden for skrigende stemmer, lidt blueset guitar og – hen mod slutningen – et råt, meget diskant beat, der giver nummeret en industriel karakter. Drengene i KLoAK er ikke bange for at tage deres musik ud på overdrevet ,hvad angår både energien og lysten til at eksperimentere. Og de har held med deres kaotiske frontalangreb i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at klappe frydefuldt i sine spinkle hænder. De giver al mulig grund til at tro på, at den danske musikscene er særdeles levende og frodig endnu.

Frantic sound (DK) KloAK er pop, men sukkeret er erstattet med kunstige sødestoffer, der giver det hele en mærkelig syntetisk smag hvilket fremhæver det absurde i netop poppens tilstedeværelse i den ellers kynisk afstraffende atmosfære. Det poppede er groteskt og gør mig glad. Den dag drengen føder sit barn vil det sikkert vise sig at være et misfoster, men vidunderligt smukt. Uskadeligt og dødsensfarligt. Ligesom denne plade. "A Boy Getting Pregnant" balancerer sine ubalancer strålende. Set isoleret er hver del på pladen vægtet helt forkert og lige på grænsen til at kollapse, men set som helhed er det vægtet helt rigtigt. Denne dynamik er fremragende for den understreger det element af usikkerhed, som er pladens stærkeste virkemiddel. Kloak er ingenting og det hele på samme tid. Alle genrer på en gang og derfor ikke nogen genre overhovedet. Pladen er en stor modsigelse og derfor bliver det paradoksale også komplet logisk. Pladens største styrke er således dens svaghed. "Johnny a River" opbygger i løbet af sin spilletid så meget momentum, at de efterfølgende numre, som også er blandt albummets mindst poppede blegner. "Johnny a River" er en genialitet uden lige, et ridt igennem et støjrocket landskab - et tilbagelænet dekadent musisk udtryk, som kommer til at fremstå som pladens allerfarligste øjeblik, fordi det i sig selv er fuldstændigt nådesløst ubalanceret. Efter dette sofistikerede højdepunkt synes virkemidlerne i "Hip Hip Hurrah" og "Heartbreak Ramadong" ærgerligt primitive, selvom begge sange egentlig er stærke numre med enormt mange kvaliteter. Dette er det eneste sted på pladen hvor ubalancen ikke virker for mig. Her er det isolerede blik på numrene mere positivt end det samlede. Det hele giver dog en form for mening når "Lamburg Tony" udfolder sit overrumplende moment af klassisk rock, men det er ikke helt nok til at få mig til at forstå helheden i pladens midterste del. Produktionen er som alt andet på pladen lige på grænsen til at implodere under sit eget tryk. Jeg har afspillet pladen på forskellige anlæg og i halvdelen af tilfældene lyder den direkte hæsligt, resten af tiden er den ren fryd - spids og fyldig på en og samme gang. I mit hoved er dette lyden af både hjerteknusende nederlag og triumf uden kompromis. "A Boy Getting Pregnant" har så mange facetter, at den utvivlsomt vil holde til ligeså mange gennemlytninger som man måtte lyste. Samtidig er det hele så fængende ved første gennemlytning, at man tager sig selv i at nynne sangenes hooks når man handler ind i Netto. Artworket akkompagnerer resten af pladen strålende og understregner det absurde. Herfra skal der kun lyde en stor utvetydig anbefaling til at erhverve sig pladen, medmindre man altså er bange for at blive udfordret og ønsket velkommen på samme tid. 5/6.

Danishmetal (DK) Der er efterhånden gået 3½ år siden Kloak udsendte deres første fuldlængde, men nu åbner de endelig døren til deres gale univers igen. Denne gang med deres nye skive ”A Boy Getting Pregnant”, som udsendes gennem det nystartede label Escho i 250 nummererede eksemplarer. Selvom opfølgeren til ”A True Bohemian Revolutionary” har været længe undervejs er der ikke ændret voldsomt på udtrykket. ”A Boy Getting Pregnant” lyder umiskendeligt som Kloak, om end man fornemmer, at der har været god tid til at arbejde med detaljerne og virkelig binde de enkelte dele sammen til et homogent resultat. Albummet er produceret af Anders Bech og hans produktion passer simpelthen perfekt til Kloaks kaotiske udtryk. Albummets første tre numre er alle kendetegnet ved den støjende brutalitet man normalt forbinder med Kloak, men herefter sænkes tempoet behændigt i den nærmest maniske ”Johnny A River”. Herefter får den igen fuld gas på et par numre blandt andet den alternative fødselsdagssang ”Hip Hip Hurrah”. På ”Lamburg Tony” sættes tempoet yderligere ned til noget der minder om indie-rock, uden at det på nogen måde går ud over hverken originaliteten eller intensiteten. Den voldfede ”BBBixen” leder tankerne hen imod Kloaks tidlige demoer, mens den over ti minutter lange ”Boris With an Apple” med sin flotte brug af blæsere virkelig viser Kloaks store alsidighed. Albummet afsluttes med den elektroniske ”This Heartbreaker”, som ikke er dårlig, men som dog virker lidt overflødig ovenpå den flotte afslutning af ”Boris With an Apple”. Kloak fortjener al mulig ros for at formå at sammensætte ”A Boy Getting Pregnant”, så man som lytter hele tiden udfordres. Det er en bedrift andre kunne lære af. En anden bedrift begås af Kloaks forsanger Anders Jørgen Mogensen. Han er et af Kloaks virkelige trumfkort og han skriger, skråler, hyler og brøler sig gennem albummet på en måde som bidrager afgørende til Kloaks originalitet. At et band som Kloak, der er så kaotisk og brutalt i sit udtryk udgives på et label som Escho kan måske undre, men når man sidder med det endelige produkt i hånden er det svært ikke at begejstres. Den 2 meter lange, noget kringlede booklet, komplet med tekster til samtlige sange på både dansk og engelsk, er simpelthen en eksplosion af indtryk, ikke helt ulig Kloaks musik. Hvis man har mod på en anderledes musikoplevelse bør man absolut ikke snyde sig selv for ”A Boy Getting Pregnant”, som helt klart er årets danske metal oplevelse for mig. 5/6.