SÅ er der noise til de hungrende masser (altså dem begge). Sten Ove Toft fra Ryfylke, der tidligere har nedlagt 1000fryd, tager denne gang sin norske og svenske ven med og udfolder lydlandskaber fra sin laptops aller dybeste afkroge.
Pressen skrev:
va - Penumbra Booming CD (geiger)
Roggbif Records, som bestyres af grafikeren og musikeren Sten Ove Toft, der både arbejder solo og som den ene halvdel af duoen Ryfylke, er stadig et relativt nystartet label, men også ét, der, med udgivelser fra folk som Cock E.S.P. og Daniel Menche i kataloget, hurtigt er ved at blive en væsentlig medspiller på noise-scenen. Og nu har han sluppet to split-udgivelser, der tilsammen både fungerer som fine signalementer af selskabets spændvidde og til en vis grad præsenterer nyt talent i den tunge ende.
Den første, /Penumbra Booming/, er egentlig blot en cd-r, som til gengæld er pakket ind i et smukt indslag, der gør grafikeren Toft ære. Men han medvirker også som musiker på denne ganske harsh noise-orienterede udgivelse, som samtidig præsenterer "electronic noise metal"-kunstneren Utarm, der vist blot har cd-r-udspillet /Substitute of Dimension Hell /bag sig samt det relativt ubeskrevne blad Jon Eriksen. Og Tofts bidrag, den over 17 minutter lange "Sycamore Croquet Risky", er tilmed en fin noise-drone, der fades uendeligt langsomt op og tager næsten umærkeligt til i intensitet og dybde, indtil man pludselig befinder sig i et regulært sonisk torturkammer, hvor alt synes at flimre og flyde. Ambient er det næsten - selve effekten er i hvert fald stærkt hypnotiserende - men i så fald ambient, som Satan selv ville lave det! Og endnu mere grumt er Utarms indslag, den formidable "Doomed From Lust For All That Was", som med en næsten Wagnersk bombast optegner et lammende forfaldsscenarium til lyden af langsomme, pinefulde støjguitarer, hvinende synths og noget, der lyder som en tiltet spilledåse. Et perfekt nummer at hænge sig selv til, hvis man har den slags lyster!
Så synes Jon Eriksens to bidrag, der er rent harsh noise-orienterede, næsten venlige i forhold til. Desværre også mindre interessante. "Bolts Unfolding" er en collage af opklippede, skærende støjelementer, der ganske rigtigt føles som at stå i midten af et tordenvejr og føle lynene ræse igennem kroppen, men heller ikke mere end det. Og når man snakker om et nummer med en varighed på næsten syv minutter, bliver idéen altså strakt et pænt stykke ud over bristepunktet. Det hjælper heller ikke, at hans andet indslag, "Grand Collider", sådan set er mere af samme skuffe - zappende støj i turbohastighed - selvom der her fra tid til anden dukker en skærende, men luftig guitar op, der aldrig helt får lov til at give den fræsende lydmur det modspil, den burde. En skam, for det kunne der være kommet et meget smukt og særpræget resultat ud af. Med andre ord: Eriksens frembringelser har potentiale, men virker meget endimensionelle i forhold til de to andre kunstneres. Og skal han blive /helt/ spændende at følge, må han nuancere sine virkemidler. "Grand Collider" antyder, at det er muligt for ham, men det bliver altså desværre ved antydningen.
